Hvad kan du forvente dig som forældre til et barn på design-tekstil-linjen?
Som forældre er du sikkert nysgerrig på, hvad dit barn kan få ud af at gå et år på vores efterskole med fokus på design. Rent fagligt består design-linjen af to spor; tegning og tekstil. Mange emner er fælles for de to spor: Idéudvikling, farvelære, tegneteknikker, tryk, print, hvordan man laver et moodboard osv.. Undervisningen forløber samlet i disse emner, men i hvert sit ”materiale”.
Hvert spor undervises derudover i sine egne fag, som for tekstildesign f.eks. indbefatter:
Teknik – Syning, design, mønster
Materialer – Forskellige tekstiler, genbrugsmaterialer, skrald
Oldschool - Broderi, hækling, strik, stoftryk/grafiktryk
På tekstil-linjen lærer eleverne således helt grundlæggende teknikker, så de får et indgående genrekendskab og forståelse for teorien bag. Uanset hvilket niveau eleverne starter skoleåret med, vil de altid rykke sig fagligt. I undervisningen tager vi emnerne op generelt, men stiller herfra forskellige krav til, hvordan eleverne skal udføre opgaverne. Undervejs hjælper vi dem, der ønsker det, med at lave en portfolio til eventuel optagelsesprøve på videre ungdomsuddannelser.
Uanset om eleverne kommer med store ambitioner og ønsker om, at gøre tekstil og design til deres levevej, eller de blot ønsker at dygtiggøre sig indenfor deres hobby, får drømmene lov til at blomstre og vokse sig store på Femmøller Efterskole. Vi tror på, at alle skal have en chance for at vise, hvad de kan, under de mest optimale omstændigheder. Vi har derfor mange snakke undervejs om muligheder, faldgrupper, hvad det kræves, og om hvordan disse ønsker f.eks. kan kombineres med en ungdomsuddannelse. Vi giver de trygge rammer til, at dit barn kan udfolde sig kreativt, men har samtidig højt til loftet, så der er plads til al den fantasi, der sprudler frem. Et år på design-efterskole bliver både et kreativt og fagligt stærkt år, som du som forældre kan glæde dig til at følge med i fra sidelinjen.
Ønsker du at søge om optagelse eller blot at besøge vores design-efterskole i Jylland, skal du blot bestille en fremvisning til en af vores besøgsdage, som vi afholder på udvalgte søndage i løbet af året.